Forstil dig en lille dukke med små bukser og en bluse på. Store øjne og et dejligt uskyldigt smil. Pludselig bliver dukken slået, banket ind i væggen, rusket og taget i armen, og kastet ned i gulvet, mens en kaskade af lussinger vælter ned over de små buttede kinder. Derefter bliver tøjet rettet og sat pænt på plads igen med beskeden ”Opfør dig ordentlig, tag dig nu sammen, føj hvor er du grim, fed og klodset, det tøj ser herrens ud, kom nu afsted, ud og lev op til alle mine drømme, så jeg kan vise, at jeg har succes.”
Sådan en scene kan få en hel sal til at gibbe og hive efter vejret.
Men det er ikke en usædvanlig scene, derimod en scene, der dagligt bliver udspillet i vores indre. Sådan taler langt de fleste mennesker til deres lille pige eller dreng. Vi misrøgter dem. Lytter ikke til dem, svigter og taler rigtigt grimt til det lille væsen. Hver dag.
Hvordan har du det med dit indre barn?
I psykologien og coachingen er kontakten med sit indre barn en vigtig lære. For her findes det rene og sande, uskyldige uden filtre og bekymringer. Al din personligheds guld. Alle mennesker er specielle, unikke og fuldkomne. Prøv at tænke på, hvor fantastiske og vidunderlige vi er blevet skabt. Det nyfødte barn ved moderens bryst, omgivet af bundløs og uendelig kærlighed, stolthed og lykke. I lang de fleste tilfælde, for der er også børn, som ikke får den kærlighed. Men det handler dette indlæg ikke om.
Vi er alle små særlige skabninger og elsket lige præcis for dette. Og vi er i fuld kontakt med alle vore følelser og egenskaber.
Men ofte inden der er gået et par år, så er vi blevet udskældt for en eller flere egenskaber, som ikke accepteres af vore omgivelser. Derfor begynder vi hurtigt, at gemme disse sider væk og sætte en sød, artig og belønnet facade op, der er meget mere acceptabel. Og som årene går, glemmer vi mere og mere vores lille dreng eller pige, og alle de egenskaber som vi ikke er blevet set eller favnet med. Vi sætter en persona på, som ofte er den vi lever gennem resten af vores liv.
”Jeg fik besked på ikke at være vred, ikke at være egoistisk, ikke at være ondskabsfuld og ikke være grådig. Lad være med at være var den besked, jeg fik indbygget. Jeg begyndte at tro at jeg var et ondt menneske, fordi jeg nogle gange var ondskabsfuld, nogle gange var vred, og nogle gange ville have alle småkagerne. Jeg troede for at overleve i min familie og i min verden, måtte jeg se at komme af med alle disse impulser. Det gjorde jeg så. Lidt efter lidt skubbede jeg dem så langt tilbage i min bevidsthed, at jeg glemte at de i det hele taget fandtes.
Disse ”dårlige egenskaber” blev min skygge. Og jo ældre jeg blev, jo dybere fortrængte jeg dem. Da jeg var teenager, havde jeg lukket så meget ned i mig selv, at jeg var en omvandrende, tidsindstillet bombe, der bare ventede på at eksplodere i hovedet på enhver, der kom i vejen for mig. Sammen med de såkaldte dårlige egenskaber havde jeg også fortrængt alle deres positive modsætninger. Jeg oplevede aldrig mig selv som smuk, fordi jeg havde tilbragt så meget tid med at skjule min grimhed. Jeg havde det aldrig godt med min gavmildhed, fordi det bare var en maske, der dækkede over min grådighed. Jeg løj om hvem jeg var, og jeg løj overfor mig selv omkring, hvad jeg var i stand til at udrette. Jeg mistede adgangen til alt det jeg var.”
Sådan skriver Debbie Ford i bogen ”Kast lys over skyggen”, en bog om at genvinde styrke, kreativitet, åndfuldhed og drømme. Bogen er grundlaget og kernen for al Debbie Fords arbejde med skyggerne og den har ligget på New York Times Bestsellerliste.
Det er først når vi TØR kigge indad og stå ved vores glemte egenskaber, at vi kommer i forbindelse med den lille dreng eller pige. For langt de fleste skygger er grundlagt i barndommen grundet skam, skyld eller ikke accept. Det indre barn har mange voksne kontrolmennesker rigtigt svært ved at skabe kontakt til. Fordi kontrollen er med til at holde en facade over angsten for at miste den.
Men prøv det.
Find eventuelt et billede af dig selv som barn. Kig på det. Sæt det i glas og ramme på dit skrivebord og/eller brug det som baggrund på din telefon. Og mærk så, hvad der sker. Hvad husker du? Hvordan var dit lille barn? Hvilke egenskaber blev ikke accepteret, som du har gemt væk?
Som voksen kan det være svært at se det lille barn, men husk på, at det er din forbindelse til alt det sande og rene. Der hvor dit guld ligger. Og som voksen har du ansvaret for, at passe på dit indre lille barn. Lytte til det, opfylde dets behov, lege med det, udtrykke det, favne og give det kærlighed. Kort sagt er dit indre barn med til at vise, hvem du i virkeligheden er.
Husk dit indre barn hjælper dig med at; spørge hvad dine drømme er, spørger om du var god i dag, har fokus på dine drømme og får dig til at lave og følge dine egne regler.
Andre metoder kan være.
Slip barnet løs i dig selv. Bare fordi du enten er 38, 45 eller 56 år, betyder det ikke, at du ikke kan gøre noget af det du synes var sjov, da du var 7 år. Det aldrig for sent at du leger. Og slet ikke hvis du har små børn. Et ordsprog siger at vi ikke stopper med at lege fordi vi bliver gamle, men at vi bliver gamle fordi vi stopper med at lege. Spørg det lille barn i dig, hvad han eller hun gerne vil lave lige nu. Er det at male eller tegne? Prøve alt tøjet i skabet og lege påklædnings-model? Sæt en drage op? Eller hvad med at spille guitar eller fløjten du ikke har rørt i årevis? Tag dig tid til at lege i dag.
Tilbring tid med små børn. Når vi taler om det indre barn i dig, kan du udløse barnet i dag ved at være sammen med børn. Hvis du har børn, så skab en forbindelse med dem og bare være. Det allerbedste ved børn, er at de synes ikke at have nogen som helst bekymringer i livet. De har troen på at deres behov vil blive opfyldt. De er ofte ikke usikre og tror på, at der altid vil være nogen, som er der for dem og som gør dem trygge. Tilbring tid med at lege med børn, og måske vil du lære en ting eller to af dem, om hvordan man kan leve i nuet og bare nyde livet.
Gå en tur og opdag verden. Kan du huske da du var barn, hvor du gik på opdagelse og alt det, der var bag næste hjørne var noget nyt og spændende? Når vi går tur i naturen så bruger vi alle vores sanser; ser, dufter, lytter, mærker, måske endda smager på vilde bær, balancerer på sten, træ eller klipper, kropssansen rytmen i at gå forplanter sig i vores krop eller vi hopper måske i trampolin på en legeplads og mærker suset i hele kroppen. Gåture gør meget godt for vores krop og vores indre barn. Det skærper sanserne og nysgerrigheden.
Nære dine drømme. Da du var barn, var der ikke den opgave du ikke kunne udføre. Lidt ligesom Pippi Langstrømpe ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.” Men dit voksne dig, er ofte under pres og deadlines, er overvældet af dagens opgaver og i perioder går mod dine egne ønsker om sund mad og snupper take away på vejen hjem og belønner dig selv med nogle timers Netflix sidst på aften. Og det er der ikke noget i vejen med.
Men overvej at genvinde fremskridtet mod det umulige. Start i det små. Hvis det er at bruge din krop anderledes med træning, yoga eller spinning er et stort ønske, så brug tre – fem minutter til at byde de nye muskler velkommen, som du kommer i kontakt med og ikke har mærket længe.
Fortæl dig selv, at du vil skrive den bog færdig. Der er jeg selv lige nu. Det kan godt være den ikke bliver succesfuld eller vinder priser. Men det er en yderst vigtig og fantastisk bog. Historien har du haft i dit hoved i årevis.
Hvis du ikke har tegnet eller malet i årevis, så hent pensler eller blyant frem og vælg et motiv, som du vil forpligte dig til at gøre færdig. Kun for dig og ikke med stor udstilling og andres øjne på dit værk i baghovedet, men kun dine egne øjne. Tiden du bruger med at fordybe dig i din kreativitet er din. Målet er at finde fred i kreativiteten.
Vi cykler derudaf med hundredvis af mål om dagen. Genforen dig med dit mål der er upraktiske, usandsynlige og umulige. Tænk på Dronning Margrethes ord i nytårstalen 2017 ” Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt,«
Grin. Et barn der er ved at sprængtes af grin, er både smittende og rørende at se. At grine smitter. I østen griner de offentligt i store fællesskaber. Forskere og læger har fundet ud af at grin er med til at heldbrede. Da jeg var barn grinte min søster og jeg nogen gange bag min mors ryg og det hadede hun. Og jo mere hun strittede i mord vores grin, jo mere fniste vi og var ved at sprængtes i et stort grineanfald.
Verden kan være vidunderlig og latterlig på samme tid. Stop aldrig dit indre barn i at grine af komiske og mærkelige ting. Og at besidde evnen til at grine af sig selv er meget befriende og godt for sjælen.
Mød livet og mulighederne. Da dit indre barn dannede din personlighed, var du i et stadie af konstante ”Hej.” Hej til nye mennesker. Hej til nye seværdigheder og oplevelser. Og hvis der ikke var andre til stede, så et hej til dig selv.
Den tilstand kan du få igen. Et Hej for nye muligheder udvider dine komfortzoner og genskaber bogstaveligt talt dig selv. Hver ny situation, hver ny person kræver, at vi tilpasser os. Udvikler os og omdanner os til de uendelige vidundere vi er. Prøv at mød livet og mulighederne med et ”Hej” – Dit gnavne voksne vil ikke, men dit indre barn vil elske det.
Den bedste praksis. Hvis du vil genoprette forbindelse til dit indre barn, skal du gøre det med ansvar og med voksne dig og barnet i tankerne. Dit indre barn er ikke et værktøj til eskapisme, altså at glemme de umiddelbare omgivelser eller problemer i hverdagen, eller et værktøj til umodenhed. Der er din fornemmelse af at undres, der er tydeliggjort. Den kerne, private identitet, hvis energi ikke kan skabes og ej heller ikke ødelægges, blot forvandles. Din kerne, ved at verden er et sted at opleve, stille spørgsmål og endda få svar.
Kan du huske som barn, at du stillede dig foran spejlet? Gør det igen – lejlighedsvis – og stå der længere end det tager at gøre dig i stand. Kig på dig selv og husk den måde børn ofte spørger på ”Hvad er det?”
Det er dig.
Leave A Comment